Her er print toppen, hvor der kan skrives overskrift adresse osv. ind

Karate
Karate liniefag er 2*1½ time/uge, Faget strækker sig over hele skoleåret. Der bliver mulighed for graduering to gange i løbet af skoleåret. Undervisningen er både for nybegyndere og de der har dyrket andre stilarter.
Skolens lærer Shuji Shimizu har sort bælte og sjette dan i stilarten ” Okinawa Goju-Ryu ”, som er meget udbredt på verdensplan.
Du kan lære meget om dit temperament, og du skal lære selvkontrol. Samtidig kan det være med til at opbygge selvtilliden, men sporten kræver også stor respekt for andre. Fysisk handler det om balance, kropsbeherskelse, styrke og udholdenhed.

 
--------------------------------------------------------------------------------
Japansk læremester sagde ja til skole i Bøvling
Kilde: Lemvig Folkeblad

Karateundervisning: Den japanskfødte Shuji Shimizu måtte have tilladelse fra Japan for at gennemføre gradueringer på Bøvling Idrætsefterskole

Spørg bare Shuji Shimizu - han finder det ganske naturligt, at en kampsport optages som et fag på et skoleskema. Sådan er det nemlig i Japan, hvor eleverne fra syvende klasse har kampsport som et obligatorisk fag på linie med regning og
matematik. Karate følger efter i de lidt større årgange.
Der er også en årsag til at kampsport er på skemaet. Det handler om kropsbeherskelse, selvkontrol og selvtillid. Det er ting, eleverne på Bøvling Idrætsefterskole allerede arbejder med i gymnastikken, så derfor er der ikke lang vej til karate.
I 18 år har Shuji Shimizu undervist i gymnastik på skolen, og i fritiden også i karate i det omfang, der var interesse blandt eleverne. Efter sommerferien får han to timer om ugen til at undervise i sporten, og det giver helt andre muligheder.
- De kan lære det fra bunden, og kan altså komme på skolen uden forudgående erfaring. Desuden bliver der mulighed for gradueringer to gange i løbet af skoleåret, siger Shuji Shimizu.
En graduering er en prøve, hvor karateudøveren skal vise sin kunnen. Det er under prøven, eleven får mulighed for at rykke en klasse op og få tildelt bælter, hvis farver viser den enkeltes kunnen.
Shuji Shimizu er selv sortbælte af femte dan, hvilket er Danmarks formentlig højeste graduering indenfor den særlige karatestil, der kaldes Okinawa Goju-Ryu.
- Det er en traditionel form for karate, der ikke må forveksles med andre typer af karate som f.eks. knock down karate, siger Shuji Shimizu.
Det er alligevel ikke en disciplin, som er enhver beskåret at lære fra sig. Shuji Shimizu måtte tage kontakt til sin egen læremester i Japan, inden han fik tilladelse til at gennemføre gradueringer på Idrætsefterskolen.
- Det skal nemlig gøres rigtigt fra starten. Det drejer sig ikke om at knuse mursten eller flække brædder med hænderne. Det drejer sig heller ikke om konkurrence eller opvisninger, men om en fordybelse i sporten. Det er en traditionel type karate, hvor
det vigtigste er træningen eller at kæmpe for sig selv, siger Shuji Shimizu.
Skolen stiller dog krav om, at eleverne skriver under på, at de ikke vil misbruge, hvad de lærer. Underskriften skal sættes på en erklæring fra Dansk Karateforbund om, at de ikke vil bruge deres indlærte kampvåben i andet end absolut nødværge.
Shuji Shimizu er igang med at forberede næste års undervisning. Han har tilbudt de nuværende elever på idrætsefterskolen at deltage i karate resten af skoleåret, og det har et hold på 23 elever takket ja til. Han bruger holdet til at prøve faget af og forberede sig til næste årgang. 

--------------------------------------------------------------------------------
Karate ind i kampen om at kapre elever
Af Benny Gade Tlf. 9663 0411
Kilde: Lemvig Folkeblad

Elevkamp: Der er kamp om at få elever til efterskolerne. Før var det ofte tradition der bestemte valget, nu vælgere eleverne selv efter interesse, så det gælder bare om at være attraktiv
Der er kamp om efterskoleelevernes gunst, og derfor er der konstant brug for nye tilbud. Derfor er Bøvling Idrætsefterskole klar med tre nye liniefag fra næste sommer, som skal få eleverne til at vælge kostskolen i Bøvlingbjerg.
I forvejen arbejder skolen med gymnastik som et hovedfag, men fra næste skoleår får eleverne også mulighed for at vælge friluftsliv, fodbold eller karate som liniefag.
Det vil for eksempel give to faste ugentlige karate-timer på skoleskemaet, som Bøvling Idrætsefterskole tilbyder som den første efterskole i landet.
Idrætsefterskolen har ikke problemer med at få sengene fyldt op på kostafdelingen og venter heller ikke at få det næste år.
Skolen har plads til 62 elever, og der er allerede alt for mange skrevet op til en plads.
Men ventelister skal tages med et stort gran salt, siger skolens forstander, Kristian Andersen.
- Mange har skrevet sig op hos flere efterskoler, så derfor springer mange fra i sidste øjeblik. Vi ved af erfaring, at vi skal have kontakt med dobbelt så mange elever, som vi har plads til, hvis vi skal have fyldt op, siger han.

Unge bestemmer
Hvad, der betyder noget for valget af efterskole, har ændret sig markant inden for få år.
Tidligere kunne en efterskole leve højt på søskende- eller forældretraditionen. Hvis den ældste i en søskendeflok på fire var på en efterskole, fulgte de øvrige tre som regel efter de kommende år. Sådan er det ikke længere, for i dag får eleverne i høj
grad selv lov til at vælge efterskole.
- For blot fem-seks år siden havde forældrene det afgørende ord, når skolen skulle vælges, men i dag får de unge i langt højere grad lov til selv at vælge skole efter deres interesser.
- Derfor kan vi ikke sælge billetter, som vi gjorde tidligere, siger Kristian Andersen.
Desuden har efterskolerne udvidet antallet af elevpladser samtidig med, at de små årgange er nået frem til efterskolealderen. Resultatet fra næste skoleår er, at 21.000 forventede efterskoleelever får knap 22.000 pladser at vælge imellem.
Det vil vare endnu fem-seks år, inden de større årgange begynder at indfinde sig. Derfor må Bøvling Idrætsefterskole ud og sælge sig selv uden at sælge ud af kostskolens værdier.
- Vi må bare konstatere, at eleverne ikke vælger en skole, fordi der er særlige værdier i hverdagen, eller de kan få en særlig livskundskab på en kostafdeling. De nye tiltag må dog aldrig fjerne en kostskoles værdi, men eleverne kan først opdage dem, når de er her, siger Kristian Andersen.
Derfor overvejede skolen mulighederne for at oprette nye trækplastre, og det blev til liniefagene fodbold, friluftsliv og karate. Bøvling Idrætsefterskole bliver den første efterskole, der sætter karate på skoleskemaet to timer om ugen, og tanken var
nærliggende.
- Det var oplagt, når vi nu havde én af landets bedste karatekæmpere tilknyttet skolen. Så vil det være tåbeligt ikke at udnytte ham, siger Kristian Andersen.


 


Foto: kirk RAD pressefoto



Foto: kirk RAD pressefoto