Der er mange udsagn om, hvad det koster at have et barn på efterskole, og det har også sammenhæng med mange faktorer, som antal skoleuger, ugepris, hvad er incl. i prisen og husstandens indkomst.
På Bøvling Idrætsefterskole er ugeprisen i skoleåret 2012/2013 = 1920,- kr pr uge i 42 uger minus statstilskud.
I forhold til de aktiviteter og faciliterer vi har, er vi i den absolut billigste ende af skalaen.
I prisen er incl. rejser, ture, opvisninger, skoledragt, opvisningsdraget, landsstævne 2013 og meget andet. Der er stort set ikke ekstraudgifter forbundet med obligatoriske aktiviteter.
Såfremt et tvillingepar / søskendepar er elever i samme skoleår på Bøvling Idrætsefterskole, ydes der 25% rabat på ugeprisen for barn nr. to.
Dette giver familien en besparelse på ca. 20 tusinde kr. på et skoleår
Gå ind på efterskoleforeningens hjemmeside og læs mere.
Når Finansloven for 2012 snart vedtages, bliver der glæde både hos de mange forældre, der aktuelt har barn på efterskole, og blandt forældre, der planlægger et efterskoleophold for deres barn.
Elevstøtten forhøjes til det niveau, den havde før den såkaldte genopretningspakke. Endvidere sker der en forhøjelse af støtten til familier med indtægter under 610.000 kr., og efterskolerne får mulighed for at give delvis friplads til elever med særligt behov for økonomisk støtte.
Efterskoleforeningens formand Troels Borring retter en stor tak til partierne bag aftalen og udtaler: ”Den forhøjede støtte gør det igen økonomisk overkommeligt for alle forældre at vælge et efterskoleophold til deres børn. Samtidig understøtter det skoleformens muligheder for at påtage sig et socialt ansvar, og vi påtager os med glæde at leve op til Børne- og Undervisningsminister Christine Antorinis udtalelse om, at et godt efterskoleophold kan være afgørende for, at den unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse”.
Baggrund:
Genopretningspakken betød fald på 8 % i elevstøtten og gik især ud over familier med høje indkomster. I forhold til skoleåret 2010/11 er den gennemsnitlige indkomstbestemte støtte til efterskoleelever i indeværende skoleår 2011/12 faldet med ca. 8 % som følge af den tidligere regerings genopretningspakke. Der er ikke mindst sket en markant reduktion i støtten til familier med indkomster over 835 t.kr.
Finansloven for 2012 indebærer, at støtten til familierne i anden halvdel af 2011/12 bringes tilbage til den ordning, der var gældende for 2010/11, og det samme gælder for det kommende skoleår 2012/13.
Den ændrede skala sikrer en bedre balance i elevsammensætningen, idet det bliver økonomisk overkommeligt for alle. Den tidligere regerings forslag til elevstøtte for 2012/13 og fremefter ville betyde, at støtten til familieindkomster over 900 t.kr. blev voldsomt reduceret. Ændringerne på den kommende finanslov betyder, at dette indgreb i forhold til de højere indkomster fjernes, samtidig med at der sker en forbedring i støtten til familier med de laveste indtægter.
Mulighed for at støtte familier i knibe. Hidtil har efterskolerne kun haft meget begrænset mulighed for at hjælpe familier, hvis økonomiske vilkår - og dermed mulighed for at betale for et efterskoleophold - pludselig blev forringet fx som følge af den økonomiske krise. Efterskolerne får fremover mulighed for at give delvis friplads til et begrænset antal elever med særlig trang eller ændrede vilkår.
Stipendiepuljen forhøjes og modtagerkredsen udvides. Som led i Finanslovsaftalen forhøjes det beløb, efterskolerne råder over til stipendier til fremme af integration, og det bliver også muligt at give stipendier til efterskoleophold for børn af herboende grønlændere.
Yderligere oplysninger af politisk art ved kontakt til formand Troels Borring 2179 2410
Og spørgsmål af teknisk art til sekretariatsleder Sophus Bang Nielsen på 3317 9580 eller 4043 6220
Galla