I starten af 1980erne var der flere lokaler på Bøvling Friskole, end der var elever til. En gruppe driftige personer fra Bøvling Friskole og repræsentanter fra Ringkøbing Amts Gymnastik & Ungdomsforeninger, i dag kendt som DGI Vestjylland, satte sig sammen og drøftede mulighederne for at starte en efterskole i Bøvling. Det blev en Grundtvigsk efterskole, hvilket var naturligt i forlængelse af den Grundtvig/Koldske friskole som havde været på stedet siden 1877. Ud over den ideologiske/pædagogiske tilhørsforhold, lå det også hurtigt klart, at det skulle være med stor vægt på idræt, og med gymnastikken som den grundlæggende og obligatoriske del af idrætten. Disse ingredienser tilsammen blev starten på Bøvling Idrætsefterskole, som modtog sit første elevhold, på 40 elever, august 1983, med Ulla og Knud Kastrup Knudsen som forstanderpar, hvilket de var indtil 1996, hvor Mona og Kristian Andersen overtog hvervet.
Bygningsmæssigt blev der kun anskaffet en brugt pavillon, som rummede to mindre klasseværelser, den lokale hal, Bøvling Hallen blev brug til idræt og gymnastik i det omgang det var ledigt. Bespisningen foregik i Bøvling Forsamlingshus de første par år, et par år efter blev der bygget eget køkken. Siden er der løbende udvidet med elevværelser, opholdsstue, undervisningslokaler og nye baderum. Det største samlede bygningsmæssige og facilitetsmæssige spring skete i 2005, hvor vi kunne indvi ny idrætshal med springfaciliteter, nye klasselokaler og nyt fysiklokale. Hallens springfaciliteter blev udbygget i 2011, så det nu fremstår som et veludstyret springcenter. Endvidere er alle klasselokaler blevet udstyret med interaktive tavler, så skolens 70 elever har optimale undervisningsfaciliteter både til idræt, spring og boglige fag.
Galla